et selvmedliden og dårligt digt.

Hver gang jeg ser de smilene ansigter
Mærker jeg tårene presse sig på
Men jeg nægter af rette ind
Jeg nægter af opgive alt, på grund af dem
De klager over af de har for meget pres og for mange forventinger.
Men er det ikke bedre end ingen pres eller forventinger til mig eller mine meninger?
Hvorfor lader de mig ikke have mine holdninger, hvorfor skal jeg mene det samme som dem?
Hvad er mit grundlag?
Hvad er mit håb?
Om aften ligger jeg der og tænker.
Falder ikke i søvn før tårene kommer,
Med morgen kommer smerten
Smerten der ikke forsvinder.
Orker ikke af åbne øjnene.
Kan alligvel ikke få mig til af se dem i øjnene.
Hvor længe varer det før jeg bryder sammen?
Hvorfor har jeg fortiet så længe.