Livet er som stoffer.

Jeg skrev:
Hvem er af jer syntes det her lyder fristende?

Hvis man kunne prikke noget ud af sit eget ansigt, sine øjne måske. Eller kradse og rive sig selv til blods. Flænse huden af sig selv, blotte sit friske kød og gnave i åbne sår. Hukke sine lemmer af, så man ikke kunne gå. Skære sine bryster af, rive kønshårene af sig selv med sine egne labber, skære sin kússe op med en kødkniv, bide klitóris af med sine hugtænder og ÆDE den. Som et hungrigt rovdyr. Et udyr. Eller som et MONSTER.
Hun svarede:
Tanken om at rive sig selv til blods .. og mærke smerten så intenst, virker så firstende. Men alligevel kan man ikke. Livet er som stoffer .. man vil faktisk helst ikke, men alligvel kan man ikke stoppe det.

Eller så'n er det for mig.
jeg kender følelsen.