i'm the slow dying flower, in the frost killing hour.
Jeg er ikke bange for mørket. Jeg er bange for det der er i mørket.
Livet er så skrøbbeligt..
har i som mobber, dem der mobber. Tænkt over at det kan koste liv, deres liv? At hvis de gør det en gang for meget, ved den forkerte person kan personen dræbe dem.. så let, og de ville have fortjent det.
I har ydmyget mig. jeg finder mig ikke det, jeg vil ikke længere, det er for meget. Jeg kan ikke gøre en skid ved det for jeg kun lige fyldt fjorten. LORTE PSYKIATRI.
Lyset brænder stadig, vi er stadig i live! Flammen står stadig, brænder de sidste håb op, smelter min person om, gør den ukendelig, påbegynder forvandlingen, som jeg har intet med at gøre, men som ændre mig. Mit navn er Naja, jeg er fjorten år gammel. Jeg kan være meget udavendt, men for det meste siger jeg ikke så meget, fordi jeg ikke kender nogle der værd at sige mere end et par sætninger til. oo' Det samme gælder de fleste af mine lærer, men jeg gør det for det meste alligevel hvis de altså spørger mig om noget. Jeg er den pige der sidder næste bagerste række, uden en sidemakker, et tomt bord ved siden af mig og væggen ved den anden side. Jeg er den pige som ikke viser sine føleser for de fleste. Den pige som holder af få og elsker endnu færre. Den pige som kan være hyper det ende øjeblik og dybt seriøs og tænksom at snakke med. Hende som kan være venlig og flink hvis hun gider. Jeg er den pige som til tider udtrykker sig som en gammel dame.
